Jenny
En lille beretning om dine oldeforældres liv og færden. Af Jenny Bertelsen
Oldemor var født i Båring, Asperup sogn, den syvende september 1869 som næstældste datter af en børneflok på ti: fem piger og fem drenge. Faderen Rasmus Jørgensen, var skorstensfejer og moderen Maren var kogekone.
Dengang var der ikke andre befordringsmidler end benene. Rasmus Jørgensen gik langt omkring og fejede skorsten - der var langt mellem husene, så han kunne ikke nå hjem på en dag.
Så fik han lov at sove i laden på en gård, og så var det videre næste dag. Det var små kår dengang, og der var steder, hvor de ikke engang kunne betale de 25 øre det kostede at få fejet. Så fik han et par stykker mad og en kaffepunch, og så drog han videre. Snapsen var billig dengang, 27 øre for en flaske, og så endda en literflaske. Det var en opstrammer, uden at det dog blev overdrevet, for selv 27 øre var mange penge dengang.
Maren Kokkekone, som moren blev kaldt, gik også langt omkring og kogte til fester og begravelser, men dog ikke længere væk end hun vendte hjem til børnene, selv om det til tider blev langt ud på natten. Hendes dagløn bestod mest i naturalier og det var nok også meget velkomment. Som så mange børn dengang, kom alle ti ud at tjene, når de var fyldt tolv år, så kunne de tjene til deres konfirmationstøj. Anna, som din oldemor hed, kom ned til Kærby, ikke ret langt hjemmefra, på et lille husmandssted. Det ejedes af et søskendepar, og her afløste hun sin ældste søster, som da var konfirmeret og skulle i en anden plads, hvor hun skulle have løn, det har nok ikke været meget. Men det var et godt sted at være, dernede i Kærby, og de har sikkert også været dygtige piger; de var vant til at holde huset rent og sørge for mad til deres mindste søskende, når de var alene hjemme, og det skete tit. Og så blev de sendt ud med mange formaninger, de skulle være lydige, gøre hvad der blev påbudt, huske at sige tak for det der blev dem givet, og huske at bede deres aftenbøn.
Og madmor var gavmild. Engang de havde bagt brød, i den store ovn, det var både rugbrød og hvedebrød, ønskede hun at hun kunne få sådan et dejligt hvedebrød med hjem om søndagen, til de små søskende, så ville de blive så glade. Da hun var kommet i seng om aftenen og bad sin aftenbøn, så lagde hun til, om ikke nok Vorherre ville give madmor den tanke, at hun skulle have et hvedebrød med hjem, og så var hun ganske sikker på at det nok ville ske. Men om søndagen, da hun skulle gå, var der ingen der sagde noget, og så måtte hun gå med tomme hænder, dybt skuffet. Men hun var ikke nået ret langt hen ad vejen, før der var nogen der råbte "Anna!" og da hun vendte sig om, så var det madmor der kom løbende med et stort hvedebrød, pakket ind i en avis, og hun beklagede at hun nær havde glemt at give hende det med hjem. Det var en stor glæde. Da hun så kom lidt længere hen ad vejen, var der et hegn. Der gik hun ind bagved, og lagde sig på sine knæ og sagde tak til Vorherre, for det var nok ham der havde husket madmor på det.
Men de små søskende derhjemme kunne også gøre gavn. Når de vidste at nu var de færdige med middagsmalkningen på gårdene, så fik et par af dem en lille spand med, og så blev de sendt ud og bede om en tår mælk, så skulle de passe på ikke at komme to dage i træk på den samme gård. De var ikke lige gavmilde alle steder, nogle steder fik de bare en lille tår, andre steder spanden helt fuld, og nogle steder kun skummet mælk. De sidste har de nok ikke overrendt.
På Blanke mark, Asperup sogn, boede dine andre tipoldeforældre, det var fars hjem, de havde 3 tønder land til huset, og faderen gik på arbejde, han var drænsgraver. Han hed Jørgen Bertelsen og hans kone hed Stine. De havde seks sønner og en datter, og din oldefar var den ældste. Også han måtte ud at tjene. Kun ni år gammel kom han over til Gamborg, på en gård. Det var tre mil hjemmefra, og han sagde at han lærte aldrig sine forældre at kende, han kunne jo ikke gå hjem og besøge dem. Han sov i karlekammeret i samme seng som forkarlen, andenkarlen havde egen seng, men samme rum. Dengang var karlekamre et rum i stalden, med indgang fra hestestalden og om vinteren kunne døren stå åben, så kom der lidt varme ind fra stalden. Der var lergulv og ikke andet lys end hvad der kom gennem staldvinduet, når det var månelyst, men så kunne karlene ligge og fange rotter. De stillede et bræt op på skrå, med en pind, og så havde de stukket et lille stykke flæsk i lommen fra middagen. Det lagde de ind under brættet, og så lå de og lurede, til der kom en rotte. De havde en snor i pinden som de trak i, så faldt brættet ned, hvorefter en af dem sprang op og trådte på brættet, og så var rotten død.
Hans arbejde bestod mest i at passe ungdyr i løsdrift, de opholdt sig til langt hen på efteråret ude på en lille halvø, der skyder sig ud i Lillebælt, og den var grøn næsten hele året. Han læste meget, så jeg tror da han har nydt det når det var godt vejr. Han var en naturelsker. Om det var fra den skønne egn, der ved skov og vand, hvor han var vokset op, der gjorde det, eller det var medfødt, ved jeg ikke. Men han sørgede godt for både fugle og dyr på den lille ejendom, han senere fik. Han havde altid korn parat til fasaner og agerhøns om vinteren. Når der var sne, så blev der skovlet sne væk ude på marken ind ved et hegn, og så blev der fodret så længe vinteren varede. Om foråret, når stærene kom og indtog deres kasser oppe i et stort pæretræ, så blev der bundet et stort knippe afklippede tjørnegrene rundt om stammen, at ikke kattene skulle komme op og rydde kassen, når der blev unger, men det var et lille sidespring.
Han voksede op på den gård derovre i Gamborg, gik i skole, alt betalt af gårdejeren, det vil sige hans tøj var et sæt af en afdød bedstefar, der havde været på gården, og skoene var en afdød bedstemors, så det var en billig omgang efter fem års tjeneste. Så kom han ind i forskellige gårde der på egnen og endte som forkarl på Asperup Lindegård, hos Wisbæk Olsen. Der traf han så præsten, Pastor Lassens stuepige, og de blev forlovet, men ikke med ring, det syntes stuepigen var for dyrt og for fint, hun ønskede sig i stedet en symaskine (og den har jeg endnu). Den kunne altid gøre nytte, og hun var også ferm til at sy, hun syede alt vores dagligtøj. Dengang skulle stadstøjet vare i mange år, og så var det nødvendigt med arbejdstøj; men hun syede også skjorter til karlene der på egnen, hvor de kom til at bo, og det var på Skovshøjrup Mark, Brænderup Sogn, på et lille husmandssted med fire tønder land jord.
Det var fars moster der ejede det, hun hed Maren og var nylig bleven enke. Hun havde tre sønner. Den ældste var ved statsbanen, den næste var i Middelfart på et støberi, og den yngste var snedker og boede hjemme hos hende. Han ville så gerne til Amerika, men havde ingen penge at rejse for; men så fik han den ide, at det hus kunne hans fætter købe, når han nu stod for at skulle giftes, og så kom handelen i stand. Han forlangte 800 kr. for huset og så skulle de tage moderen med, forsørge hende så længe hun levede og give hende 25 kr. om året i lommepenge, og når hun døde skulle de to brødre have 1200 kr. til deling i arv. Sådan handlede de med gamle mennesker dengang. Far havde sparet 400 kr. op og så lånte han 400 kr. i kreditforeningen. Så kunne fætteren rejse til Amerika, og der blev han så til sine dages ende. Mor og far blev gift den 13. juni 1896 og flyttede straks ind i deres lille hjem. Far fik arbejde i Skovshøjrups Landevejskro, som foruden kro også drev købmandsforretning og korn- og trælastforretning og et lille landbrug. Han arbejdede i ugens seks dage fra kl. seks morgen til seks aften til en løn af 75 øre om dagen om vinteren, og 1 krone om sommeren og i høsten 1,25, den foregik med le, og så var det på fuld kost hele året. Så måtte mor og den gamle bedste sammen passe køer og mark derhjemme og det som de ikke kunne, måtte han så udføre om søndagen. Sådan gik der så ni år, men mor var meget utilfreds med det slæb og hun fik så omsider sin vilje, en del af jorden blev plantet til med hindbær, jordbær og solbær, som så mange andre af de små husmandsbrug der på egnen, og så kom der gang i omsætningen. To frugtopkøbere sørgede for afsætning og det viste sig hurtigt at indtægten langt overgik den sølle dagløn som han havde slidt for i alle de år. Nu blev der penge til at sætte de gamle bindingsværksbygninger i stand for. Det blev til et fint grundmuret hus med nye vinduer og døre og fliser i gården. Der var store fremskridt i de år der.
I 1914 brød den første Verdenskrig ud, og så måtte der igen tages et stykke jord ind til en hel anden slags avl, det var tobaksdyrkning. Det var bonde- tobak, som den kaldtes, og det var nogle kollosale blade der voksede ud. Vi gik om dagen og knækkede dem af, og lagde dem i bunker, som så blev kørt hen til bryggersdøren. Om aftenen kom der venner og naboer til, og så blev der vendt et stort kar om med bunden i vejret, og lagt store bunker tobak ind, og så blev vi udstyret med en stor nål og en lang snor, som far havde målt nøjagtig lige lange af. Hele bryggerset var fyldt med folk og tobak, og der blev snakket og fortalt historier og drukket kaffe og spist pølsemadder og ostemadder. Næste dag blev tobakken hængt til tørre i et dertil indrettet skur, der var åbent i siderne, men med tag over. Det var vigtigt at det blev tørret godt. Der var nu nogen der sagde det smagte forfærdeligt, men når de nu røg pibe skulle de jo have noget at fylde i den. Men det var økonomisk gode år, de fire krigsår. Tyskerne manglede mad, og det fik de, og de måtte betale for det, i modsætning til næste
krig i fyrrerne, hvor de bare tog det og aldrig betalte. Der var også mange der blev rige i de fire år krigen varede, de blev kaldt for Gullaschbaroner, fordi de lavede gullasch på dåser og forsynede tyskerne med mad på den måde. Det skrev Blæksprutten et vers om:
Kom i gryden gamle sko,
husblas og en selvdød ko,
knuste mursten, peber og dild,
kogt over en mægtig ild.
Det er Gullasch.
Husmandsforeninger blomstrede op, der blev holdt foredrag, vist lysbilleder, holdt udstillinger med alt fra mark og have, husholdning og håndarbejde. De var meget interessante.
I de gode år der, opgav far det samme i indtægt til kommunen, som den førstelærer ved skolen hvor jeg gik, og det var 2100 kr. Ganske vist havde læreren gratis hus, det havde vi jo ikke. Jeg gad nok se den lille husmand med fire tdr. land, der kan hamle op med en overlærer i indtægt i dag. Den epoke er slut - Husmændene er en uddød race.
Der kom mange gæster i vort hjem, familien var stor. Af mors ni søskende var de syv bosat på egnen og især i jul og nytår var der stort rykind, og det fortsatte som regel til Hellig tre Konger. Da blev juletræet tændt for sidste gang; og al den mad, der dog blev lavet. Vi slagtede en gris, så nær op af jul som muligt, og den skulle helst veje 300 pund, og så blev der lavet alt det forskellige der nu kunne laves af en gris, og der blev købt snaps i en dunk og af vores købmand fik vi en flaske cognac i julegave, så det var festlige dage i en mørk tid og alle vores gæster kom vandrende, både yngre og ældre.
Den 13. juni 1921 fejrede mor og far sølvbryllup. Da var hele familien samlet og bedstemor var som sædvanlig troppet op dagen før, det gjorde hun altid til alle familiefester. Hun ville lave maden, det var hendes gave, og det var da også umuligt for dem at give gaver til så stor en familie. De fik 14 kr. om måneden i aldersrente, men hun havde så også hørt at der kom nogen om morgenen. Hun var meget tidligt oppe og bage kringle og kl. syv kom der tre musikere, hvoraf de to var mine fætre Ludvig og Niels Havndrup, og det var den skønneste morgen, som jeg så tit har tænkt på. Solen skinnede og alt var grønt og nyudsprunget. Ikke en vind rørte sig, fuglene sang, og det var den eneste lyd, ingen biler og ingen larmende maskiner og så stod de tre derude på plænen og blæste " Det er så yndigt at følges ad". Siden kom de så ind til kaffe og varm kringle og bagefter hørte vi, at de tre havde snakket om at det var den skønneste tur de nogensinde havde været ude på, og din morfar Kjeld,
sagde til mig et par år før han døde, at det lille husmandssted dernede på Skovshøjrup Mark, var det skønneste sted på jorden.
Din anden tipoldefar, der boede på Blanke Mark, kom sommetider gående ned til os. Han boede ved den yngste søn, som havde fået hjemmet. Han havde altid en hund med, og jeg tror han var mere glad for hunden end for os børn. Jeg kan ikke mindes at han nogensinde har givet mig så meget som en 25 øre, ej heller snakket med os. Han var altid så fin i tøjet og havde et meget velplejet fuldskæg. Han havde været med i slaget ved Dybbøl i 64 Krigen, men det snakkede han aldrig om. Det var jo også et nederlag, men han fik 100 kr. om året som tak for sin deltagelse. Hans kone døde da jeg var et par år, så den bedstemor har jeg aldrig kendt.
I 1922 fik far sukkersyge, det var også det hans mor var død af. Det var en svær sygdom dengang, det var før de opfandt insulinet. Jeg var hjemme til jeg var atten år og om vinteren var jeg en del i Ubberud, da var din mor jo en lille en, og de havde travlt om vinteren, så da hjalp jeg til der, og om sommeren skulle jeg så arbejde hjemme, men jeg kunne ikke klare det, jeg kunne jo hverken pløje eller så, og far blev mere sløj af sin syge, så det blev for dyrt at holde arbejdskraft.
I 1923 solgte de ejendommen og købte en villa i Båring, den lå på det skønneste sted på Fyn, på Dyrehøjbakken, med en smuk udsigt over Båringvig. I klart vejr kunne man se støtten på Skamlingsbanken, og far nød det. Desværre forværredes hans sygdom og han nåede at komme af med begge ben inden han døde i 1937. Men trods to kunstige ben gik han hver dag, når det var godt vejr, hen i indkørslen og nød udsigten ud over vandet. Jeg boede hjemme i nogle år, og arbejdede i den købmandsforretning, hvor også din morfar har været.
I 1928 flyttede jeg til Odense, og efter 10 år der, var det i Korup jeg havde mit hjem, deraf de fem år under besættelsen, og der kom din far ind i familien, og der var bryllup i Ubberud Forsamlingshus.
I 1947 kom du til og så skete det at jeg af og til passede dig, men du var nu en god dreng Kjeld, og det skal du have tak for.
Jenny Bertelsen
Juni, 1997
