Jenny 2
Et par gruelige oplevelser fra Skovshójrup Mark år 1909-1910.
af Jenny Bertelsen
Mary havde fået en brugt cykel, den kostede vist 20 Kr. og det var en, som også far ville have gavn af. Mads Jórgen havde selv tjent og sparet af til sin, han skulle snart konfirmeres og i lære, så han kùnne ikke ûndvære en cykel. Mor havde aldrig pròvet at cykle; men ville gerne lære det, og det skulle Mary så hjælpe hende med, ovre fra den oprindelige vej, gik der en lille stikvej hen til vores hûs, og på den havde hûn så tænkt at kóre frem og tilbage, og Mary skûlle så hjælpe hende op på cyklen og af igen, indtil hun kûnne selv. Nu var der ved siden af vejen tæt ved huset et lille bûskads af ribsbûske, de var temmelig hóje, og der inde bagved havde Mads Jórgen gemt sig, og da hûn nåede dertil sprang han frem og råbte: "Goddag frû Bertelsen, nåh De er på cykletûr i dag," og da blev hûn så bange, at hûn væltede og Mary måtte hjælpe hende op, og hùn begyndte aldrig på at cykle mere, og det tror jeg heller ikke hûn var kommen godt fra, for hûn var nû bange for så meget.
Der var også engang, da vi havde haft besóg af nogen af alle de venner og familie der kom i vores hus og tilbragte en eftermiddag med kaffedrikning og snak, at Mary og Mor og jeg havde fulgt dem på vej; Det brugte vi meget dengang, det var vist sådan en hóflighedsgestus. Vejen gik langs med et hegn (dengang var der altid levende hegn i skellet til naboens mark) og indenfor havde naboen tójret en gedebuk og den havde ædt alt hvad der var af grónt så langt tòjret rakte. Den havde nok været meget sulten, den havde måske tænkt at hvis den kom ind til vores side så var der noget spiseligt, for pludselig havde den rykket stagen op, og kom rendende efter os; Mary og jeg rendte alt hvad vi kunne op til far, han stod oppe ved hûset, men mor kunne jo ikke rende nær så hurtigt som os og så råbte Mary "skynd dig, den er lige bagved dig" og så vendte hûn sig om, og så tog hun den om hornene og holdt den, mens hûn råbte og skreg på far, at han skulle skynde sig at komme, for hun kunne ikke holde den. Far gik også derhen, men han havde nû ikke særligt fart på, jeg tror da at han morede sig ganske godt. Men gedebûkken kom da ind til sin egen side igen, og stagen blev flyttet, så den igen fik et grónt område at lukrere sig med.
Det var en skik og måske til tider en tròst dengang, at nabokoner gik sammen og fortalte om deres góren, og om oplevelser de havde haft. Så blev der lavet kaffe, og når de så var pladseret ved hver sin ende af kókkenbordet med kaffekop, og kagefad midt på bordet og sûkkerskålen med det brùne kandissùkker inden for rækkevidde, så gik snakken; Det tror jeg de havde det godt med. Jeg havde mit eget lille bord og stol lige indenfor kókkendóren, det var gået i arv fra de to store; Der sad vi og spiste, indtil vi var store nok til at sidde ved det store bord.
Det var en dag i begyndelsen af december, at en af nabokonerne kom på formiddagsbesóg, hun havde oplevet noget forfærdeligt dagen fór. Hun hed Gine, og hendes mand hed Lars Jórgen Jespersen, og han havde en sóster, der boede i Rójle Mose; Der havde de en landejendom, og de havde lige slagtet gris, og så var de inviteret til pólsegilde, og de var så kørt i hestevogn, det var det eneste befordringsmiddel dengang, og der var også naboer med til gildet. Og de havde så fået spist, og nogle af konerne ville hjælpe hende med at bære ud af bordet, men så begyndte konen at klage sig hójlydt og fortalte at blodet lób af hende, og det gjorde så ondt. De hjalp hende i seng, mens manden gik ùd og spændte hesten for vognen og kòrte alt hvad remmer og tój kunne holde, til Middelfart for at hente en læge; telefon var der ikke noget der hed dengang, i hvert fald ikke for almindelige mennesker; lægen hed Martin (med tryk på sidste stavelse), han fulgte med ham med det samme, og havde tasken med. Da de kom hjem blev konen straks undersógt, og han ærklærede med det samme at det var en polyp på livmoderen, og hun skulle opereres med det samme; konerne skulle hjælpe ham, en af dem blev kommanderet til at tænde op under grûekedlen og smide en spand vand i, og få det til at koge hurtigt, og deri smed han alt det værktój, han havde i tasken; et par af de andre koner skùlle sætte kókkenbordet ud i bryggerset, og brede et rent lagen over, og så blev den nógne kone lagt på bordet; men bedóvet blev hun da, og så foregik operationen, en af konerne fik en tang, som hun skulle fiske instrumenter op med, efterhånden som han skulle bruge dem, og hun kendte dem jo slet ikke, og han skældte ud, og een skulle holde lampen, og hun rystede over hele kroppen, så hun næsten ikke kunne holde sig oprejst; men opereret blev patienten da, og ind i seng kom hun da også, men hvordan det siden gik, det var Gine meget bekymret for, og det var jo ikke nemt at få at vide. Men henad jul fik de et julekort derhenne fra, at hun var oppe igen, og hun havde det godt. Men det fortaltes at lægen var meget hurtig til at tage en beslutning, når han syntes at det var nødvendigt, han var heller ikke bleg for at tage en blindtarm hjemme i hûset, når han syntes det skulle gå stærkt. Sådan en skulle de nok have nû, så blev ventetiden nok ikke så lang på sygehusene.
Se det var en lang historie om det grufulde pólsegilde og alt imens gled der adskillige kopper kaffe ned, og jeg sad stille på min lille stol og hórte og så. Nabokonen havde den vane at blinke med ójenlågene når hun fortalte, somme tider gik det stærkt, når det var meget vigtigt; var det knapt så spændende var det lidt mere sóvnigt, og min mor gav sit bidrag til stemningen til kende ved at frembringe en lyd med munden, som når man skynder sig på en hest. Den lyd kom der mange af i samtalens lób.
Jenny.
